Rejse med børn og ADHD – vores erfaringer og tips
“Fylder ADHD ikke meget, når i rejser?”
Sandheden er, at det ikke altid nemt, men det er muligt med forberedelse, Og det kan blive fantastisk, når man tør justere lidt på forventningerne og planlægge med omtanke.
ADHD er én af de mærkbare diagnoser, som A har. Udover de fysiske udfordringer, som primært cerebral parese har givet ham, så er ADHD klar det, der fylder mest. De to diagnoser overlapper faktisk hinanden, men indlægget her handler mest om ADHD.
🌍 Vores tilgang
Vi tror på at rejse skal være for alle – også for børn med særlige behov.
Men det kræver, at vi forstår vores barns måde at opleve verden på.
For A er nye steder både spændende og overvældende. Han har brug for forudsigelighed og struktur – også når vi rejser. Kan vi ikke give ham det, så stejler han.
🗺️ Planlægning er alt
✔️ Vi snakker om rejsen længe før.
✔️ Vi viser billeder og videoer af landet.
✔️ Vi forbereder A på, hvad han kommer til at opleve. Det kan T faktisk også rigtig godt lide
✔️ Vi forsøger at finde temaer i det pågældende land, som A interesserer sig for. Med ADHD skifter interesserne ofte. De bolde griber vi.
Jo mere vi kan afmystificere, jo tryggere bliver han. Vi hjælper ham med at finde ting, han kan glæde sig til. Normalt hader A idéen om at rejse til et nyt sted. Men hvis vi kan finde noget, der giver mening for ham, hjælper det. F.eks. inden vi rejste til Japan, var A blevet meget begejstret for den japanske manga-serie “One Piece”. Den interesse dyrkede vi, og det fik A til at glæde sig rigtig meget til Japan. Det fik Adrian til at blive lykkelig over at skulle afsted, fremfor den negativitet den nyhed lige så godt kunne frembringe.
🖼️ Visualisering og piktogrammer
Vi bruger piktogrammer hjemme – og på rejser er de uundværlige. Det er det vigtigste redskab. Vi bruger appen PictogramAgenda.
✔️ Vi laver et lille skema for hver dag.
✔️ Vi viser, hvornår vi skal noget, og hvornår vi har “fri”.
✔️ Vi laver også piktogrammer for transportmidler, steder vi skal hen og aktiviteter.
✔️Vi gennemgår den næste dags program om aftenen, inden A skal sove. Det finder han stor tryghed i.
Det hjælper A med at forberede sig og giver ham en følelse af kontrol.
🎒 Pakkelisten er ikke tilfældig
Når vi rejser med ADHD, medbringer vi altid:
✔️ Legetøj eller aktivitetsbøger han kender
✔️ Tablet til fordybelse eller tegnefilm
✔️ Piktogrammer eller et hjemmelavet program med billeder printet ud
✔️ Headphones (til støj og ro)
✔️ Solsikkesnoren
✔️ Medicin og pillepas (det er vigtigt at checke destinationens regler for medicin. Noget ADHD-medicin indeholder euforiserende stoffer)
Det er små ting, der kan betyde ALT på en lang dag.
Eksempel på Piktogram fra da vi besøgte Hiroshima.
🧭 Plan uden for meget plan
En af vores vigtigste erfaringer er at lave en fleksibel plan.
✔️ Vi har 2–3 ting vi gerne vil opleve.
✔️ Vi sætter tid af til pauser, legepladser og ro.
✔️ Vi forventer, at ikke alle dage er lige gode – og planlægger efter det.
Det er okay ikke at nå alt. Det er okay at tage en dag på hotellet, hvis det hele koger over.
❤️ Vær ærlig og forberedt
Det er ikke pinligt at bede om hjælp. Vi fortæller, alle vi møder (selvfølgelig kun hvis det er relevant) – hoteller, guider, chauffører – at vi rejser med et barn med særlige behov. De fleste mennesker er hjælpsomme og forstående. Her har vi oplevet, at solsikkesnoren gør en kæmpe forskel - specielt i lufthavne. A sidder ikke altid i sin kørestol, så derfor kan det være svært at se på ham, at han også har et skjult handicap. Det hjælper solsikkesnoren virkelig med. 👉 Se mere om solsikkesnoren her: https://hdsunflower.com/dk/"
Et lille ekstra tip er, at hvis rejsen bookes via et rejsebureau, så kan de lægge en såkaldt SSR ind i bookingen til flyselskabet. Det er en besked, hvor der gøres opmærksom på, at her er en passager med et skjult handicap. Der er ikke nogen garanti for, hvad det kommer til at give, og servicen vil være forskellige fra flyselskab til flyselskab, men det er oftest sådan noget som at boarde flyet først.
Solsikkesnoren
🤝 Vores vigtigste råd
⭐️ Forbered, forbered, forbered.
⭐️ Fortæl barnet så meget som muligt.
⭐️ Brug billeder, piktogrammer og kendte ting.
⭐️ Planlæg pauser og tid uden program.
⭐️ Vær tålmodig – både med barnet og dig selv.
Rejser med ADHD kræver lidt ekstra – men det giver også de største oplevelser og minder. Vi håber vores erfaringer kan inspirere andre familier til at tage springet. For vi lover – det er det hele værd.
Temple og Heaven, Beijing, Kina